lørdag den 22. november 2014

Regnemark Vandværk - Køge Å og Ås

To storslåede, omend noget amputerede naturattraktioner Køge Å og Køge Ås, langs den kakofoniske Vestmotorvejen. Og en stor detaljerigdom


Udsigt fra Regnemark Banke. Bag søen løber Køge Å og bag den ligger Svenstrup Kildeplads. Den kan man dog ikke se her.

Området med Regnemark Vandværks kildepladser er godt dækket ind af tre forholdsvis informative foldere om Køge Å stien. Desuden af Erik Petersens beskrivelse af stien langs Køge Å. Regnemark Vandværks domæne, kildepladserne, er præget af Køge Å og Køge Ås. Begge er kraftigt reducerede, nogen ville måske sige vandaliseret: Åsens grus ligger nu under motorvejene, og vandværket har gjort sit til at dræne åen og dens opland siden 1964 som det seneste af Københavns Kommunes vandindvindingsanlæg.

Regnemark Vandværk og dens forudsætning i forgrunden: Køge Å. Værket ser ikke ud af meget, hverken størrelsesmæssigt eller arkitektonisk. Men det er storproducent af vand til København, så tag ikke fejl af størrelsen. Det er det som foregår under jorden der er interessant.

Vandværket

Vandværkets arkitekt var Henning Ortmann (1901-1976). Kildepladserne forløber næsten alle langs Køge Å-systemet og pumper vand ind til København via en  38 km lang ledning. Ikke alene rettede man åen ud, Køge Ås vandstrøm blev formindsket efter vandindvindingen. Grundvandstanden er faldet op til 8 meter. Selv om Københavns forbrug af vand er mindsket siden 1970'erne er det ikke kommet Køge Å til gode. Her er vandindvindingen ikke mindsket. Detaljerne kan læses i Naturstyrelsens rapport om Regnemark (2013). Naturstyrelsen er imod vandindvinding som denne hvor store naturområder bliver ødelagt.

Langs Ravnehave Kildeplads løber Køge Å i et roligt tempo. Til venstre kan man ane skovene som dækker Ravnehave Ås. Den bedst bevarede del af Køge Ås.

Kildepladserne


Til vandværket hører 12 Kildepladser. Næsten alle med pumpestation. Anlagt samtidig med vandværket eller i årene kort efter:  Fra starten (1964) Almsgård, Kimmerslev, Nr. Dalby og Slimminge. Dernæst 1965-68 omkring Køge Å Ejby, Spanager (den mindste), Ravneshave (den største), Svenstrup og Gummersmarke. Og endelig 1968-69 Bøstofte, Valsømagle og Vigersted, der er placeret i Suså-oplandet, altså næsten helt ude ved Ringsted. De fleste af kildepladserne er invaderet af bjørneklo og har små §3 områder. Ingen af kildepladserne har de sædvanlige skilte med HOFOR. De har heller ikke nået at få så mange gamle anlæg. Generelt er kildepladserne noget anonyme.

Modsat de øvrige værker var der i perioden 1972-2011 et overfladevandsanlæg: Fra Haraldsted Sø kunne der pumpes overfladevandet via et bygværk i og ved søen til Værket ved Regnemark, og fra Gyrstinge Sø kunne der overføres vand til Haraldsted Sø. Pumpestationen med mikrosien ved Haraldsted Sø og transportledningen for søvand til Værket ved Regnemark er stadig intakt. Men overfladevandsindvindingen er der stadig tilladelse til og det finder sted i begrænset omfang.

Køge Å

Kildepladserne ligger ujævnt fordelt langs Køge Å. Åen kom i følge geologer før åsen. Og indtil for nylig var den endnu prægtigere end den er i dag, hvor vandmængden er aftaget. Så meget at vandet til tider løber den forkerte vej, altså fra Østersøen ind i åen. Det skete formentlig i sommer med fiskedød til følge. Køge Å er ikke kun plaget af vandmangel, men også af støj. Vestmotorvejen spiller en konstant og nærværende 1. stemme i en rædselsfuld kakofoni med forskellige andre befærdede veje som 2. stemme: Vester Ringvej, Ejbyvej og Køge Bugt Motorvejen. En tvivlsom symfoni som vandrere langs Vestvolden mismodigt vil kunne nikke genkendende til.

Motorvejen anes lige bagest. Men larmen aftager hurtigt. For dels fosser vandet, dels skærmer skov og skrænter. Og så kommer et af de absolutte højdepunkter langs Køge Å.

Men når det er sagt, så er Køge Å et fortrinligt sted at vandre langs. Der er masser af oplevelser af afvekslende karakter. Den øvre del af åen flyder gennem et forholdsvis fladt område og åen slynger sig ikke så meget. Den nedre del, især øst for motorvejen er derimod storslået, med stejle skrænter og en bredde på åen som minder om en regulær flod. Stien er ikke så godt afmærket (Erik Petersen bemærker det samme). Jeg gik vild flere steder, men så meget kan man så heller ikke løbe vild, fordi man hele tiden kan tage pejling efter åen. Strækningen mellem Motorvejen og Gammel Lellingegård er absolut turens å-mæssige højdepunkt.

Øst for motorvejsoverskæringen forløbet åen dramatisk i en kløft og slynger sig afsted mere end på det øvre løb. Hvor den måske også er blevet rettet ud. Stien er ikke så godt afmærket, men følger man bare åen, går det nok. Man kan både gå langs med den eller oppe på toppen af skrænten.


Byerne: Borup og Køge

Begge byer er hver på sin måde værd at vandre lidt rundt i. Borup for sit præg af jernbaneby omkring stationen. Men man skal lige læse folderen for at få styr på hvad bygningerne egentlig blev opført til. Alle har nemlig skiftet funktion: Kroen er boliger, købmandsgården Super Best osv. Byen er så tilpas stor at der stadig er et aktivt forretningsliv. Jeg ankommer tidligt lørdag morgen, så ikke noget at sige til at der er lidt dødt. Køge er der skrevet mange bøger om. Og lovprisningerne er på sin plads, men også uden for bloggens emneområde, i hvert fald i dag. 

Formentlig er disse huse ved Spanagervej ældre end statshusmandsbrugene. Men disse er svære at få øje på eller fotografere. Det ser måske idyllisk ud, men jeg forestiller mig ikke at livet her for 100 år siden var særlig eftertragtelsesværdigt rent økonomisk.

Mere upåagtede er måske de små husmandshuse ved Spanagervej. De er alle bygget efter 1923 med støtte fra staten for at skaffe jord til jordløse husmænd. Ifølge folderen var de idealforestillingen om statshusmandskolonier som der blev oprettet over 25.000 af mellem 1900 og 1940. Men tilværelsen for disse husmandsbrug var nærmest eksistensminimum.

Herregården Spanager Hovedgård står i grel modsætning til de små husmandshuse. Men ejeren siden 1923 er Københavns Kommune, og den bliver brugt til børneinstitutioner.


Køge Ås

Køge Ås er, eller var, oprindelig 35 km lang. Men helt op til 1980 gravede man løs af dens grus. Det er lettere ironisk at store dele af åsen nu ligger som sand og grus under de motorveje som støjforurener hele området. Der er store ar i form af dybe grave, nogle er endda blevet til små søer. Nogle af dem skyldes dog også tørvegravning som har fundet sted især efter 1850. Turen langs Køge Å giver flere muligheder for at beundre åsen. Regnemark Banke er måske ikke den højeste del af åsen, men til gengæld er der en flot udsigt. Glentehøj kan ses fra stien lidt øst for Gammel Lellingegård. Den rager markant op over en skov i horisonten.

Helt mod øst og før Køge heddeer Køge Ås bare Åsen. Og Køge Å stien løber langs sydsiden. En prægtig tur med udsigt til åsen mod nord og ådalen mod syd. Længere fremme ligger en mærkværdig kirkegård midt i det rene ingenting omgivet af en gulmalet murstens mur. Her ligger såmænd Grundtvig begravet.

Man kan afvige fra stien og gå langs Spanagervej, den løber på toppen af Vittenbjerg. hvis man kravler et par meter gennem krattet er der en dramatisk udsigt ned ad. Begge steder fredede. Danhøj (flot udsigt) og Holmebakke de højeste punkter på åsen. Men vil man se hvordan den ikke-udgravede ås har set ud, skal man bestige Ravnehave. Udsigt er der ikke meget af, for den er overgroet med højt træer og krat. Åsbakken ved Køge er 3 km. Køge Å-stien forløber langs sydsiden. Og her kan man udmærket kombinere turen to store attraktioner: Mod nord den stejle åsskrænt, mod syd å-dalen.

Træernes eget værn mod at den sandede ås skrider ned. Rødderne har dannet et tæt værn mod sandskredet. Åsen indeholder også store sten som sætter sig fast mellem rødderne og tætner mod sandet.

Vejs ende

Med Regnemark er Vandringsløse Tidende nået til vejs ende hvad angår de de 7 regionale vandværker som oprindeligt hørte til Københavns Vand. Men ikke de 8 lokale vandværker under HOFOR. Og en ganske god bid af de 56 kildepladser. Bag HOFOR står kommunerne Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, København, Rødovre og Vallensbæk. HOFOR leverer vand til ni omegnskommuner, herunder Furesø, men ikke Egedal. Og har en gensidig backup-aftale med Gentofte, Gladsaxe og Roskilde. Hofors miljøvurdering af vandet er i en rapport fra 2013.

Jeg er blevet opmærksom på at københavnernes tørst har store konsekvenser for de steder hvor vi henter vandet. Kildepladserne ser ikke ud af ret meget. De ligner små, hyggelige grønne kiler. Men dybt nede sker der ting som har drastiske følger for overfladen: Vandmøller som fx Pile Mølle er iøjnefaldende eksempler, fordi den er menneskeskabt, ligesom brønde. Men vandløb, moser, enge mv. er tørlagt. Vandværkerne havde indtil 1970erne rettigheder til at pumpe ubegrænsede mængder vand op. Vandforsyningsloven fra 1980 begrænsede pumpetilladelserne til 30 år.  Vandforsyningsplanen 2012, er et eksempel på hvordan vandet styres i dag. Fra 1980'erne begyndte landbruget at gøre krav på at kunne bruge vandet til markvanding.

Hvordan man løser problemet med at sikre hovedstaden rent drikkevand, samtidig med at man sikrer at det ikke betyder ødelæggelse af store naturområder, ved jeg ikke. Jeg læste for nyligt at et stort flertal af byboere ønsker sig naturområder med ro og fred. Vandværkerne med deres kildepladser er sådanne kiler i naturen. Men roen og freden er det de fleste steder småt med. 



Andre indlæg om Københavns Vandværker

Se indholdsfortegnelsen nederst på det første indlæg i serien.

Retmæssigt bør også nævnes Cisternerne. 1859-, Bellahøj Højdebeholder 1913-2013 som blev nedrevet på trods af protester fra beboere som godt kunne lide bygningen. Nedrivningsfirmaet Øllgård beskriver på sin hjemmeside bygningen som lidt af en miljøfarlig affære: Fra blyholdigt maling til alskens miljøfarlige stoffer i beton, rør, asbest, PSB osv. Brønshøj Vandtårn 1928 er ligeledes lukket som vandtårn. 

Ruten

Borup Station. Køge Å Stien. Køge. I alt med afstikkere 27 km. Udmærkede vandreveje. Turen fra Lille Salby til Danhøj håber jeg dog man vil gøre noget ved!