fredag den 11. juli 2014

Hedehusene - Sengeløse - Veksø

Vandringsløse Tidende har været ude for at se gennem fingre, nemlig de to fingre som går langs Frederikssundsvej og Holbækmotorvejen-Roskildevej


Man lavede andet under 2. verdenskrig end at slå hinanden ihjel. I hvert fald i Danmark. Befolkningen i København voksede, men planlægningen af hvor den skulle bo, hvordan og hvor trak ud. Det fik Dansk Byplanlaboratorium til at foreslå en byudvikling som senere er kendt under navnet Fingerplanen. Kort sagt gik den ud på at København skulle udvikle sig langs "fingre", betjent af kollektiv trafik såsom s-togslinjerne som vi kender dem i dag. Mellem disse skulle der så være plads til gartneri, landbrug og grønne områder.

Navnet slog an og er blevet en del af den danske kulturkanon. Og så sent som i 2007 opererede man stadig med begrebet. (Kortet på hjemmesiden viser nogenlunde hvordan det hele kom til at se ud). Hvordan det ser ud på praksis, finder man kun ud af ved at gå gennem området. Jeg tog turen fra Hedehusene over Sengeløse til Veksø for at få et tværsnit af i hvert fald et af mellemrummene mellem fingrene.

Så meget for gamle gårde ved Kallerup/Hedehusene. Møllehøj huser i dag Kirstens Quilt, nu mere en internetbutik for quilt og patchwork. Forhaven er omdannet til en slags udstilling af græsk kopikunst, dog er der også plads til et ældre landbrugsredskab. Besøgene skal køre gennem to stenløver for at komme ind til butikken. Jo, der er tænkt kreativt her.

Det gamle (og nye) Hedehusene

Kallerupvej fører fra Hedehusene over den øresønderrivende larm fra Holbækmotorvejen til det mest oprindelige Hedehusene, nemlig gårdene omkring Kallerupgade. Det er her de sparsomme rester af hedelandskabets gårde ligger. Men det meste er nu moderniseret til ukendelighed. Det gælder Kallerupgård (fra 1862) og især da Møllehøj. På grænsen mellem land og by finder man noget så usædvanligt som en hundevæddeløbsbane, Kallerupbanen, og det ser ud til at der er løb i morgen, lørdag.

Alting ser lidt ramponeret og rustent ud på Kallerupbanen. Her ved hundenes startbokse. Den er også Danmarks ældste, hvilket vil sige fra 1968. Men banen er fin, og man kan bestille klubtrøjer på banens hjemmeside.

Først ca. 3 km ude af Hedehusene finder man de første spor af "mellemrum", Søgård Frugtplantage hvor en halv snes selvplukkere er i gang vist nok med jordbærplukning. Endnu et eksempel på at man i Hedehusområdet synes at have en anden tilgang til hvad man gør med fx gamle landbrug, modsat gårdene nord for Frederikssundbanen, hvor heste dominerer. Jeg kigger på det fra afstand, og køber i stedet i Dagli Brugsen i Sengeløse en stor bakke fantastisk lækre jordbær til kun 20 kr.

Sengeløse

Midtvejs mellem de to fingre ligger byen Sengeløse med ca. 1.500 indbyggere. Det er en regulær by med selvstændigt liv: Industrikvarter med små håndværksvirksomheder, en stor skole, forretningsliv og andet. At man forsøger at bevare bylivet fremgår af, at man har en månedsavis, Sengeløse Nyt. Heri fremgår det at der også eksisterer et lokalt foreningsliv, kirkeliv, arrangementer til fastelavn, byfest mm.

Sengeløse Skole er en meget stor skole (det er kun en af mange bygninger man kan se her). Den ligger ned mod Spangådal hvor også idrætsanlæggene er. Den er velholdt og tyder på at der er mange børn i området.

Sengeløse Nyt indeholder også enkelte artikler om landsbyens liv og historie gennem tiderne. Avisen (juni 2014) skriver at Morten Korch boede i Sengeløse 1909-1912, hvor han prøvede at drive Hakkemose Teglværk som keramiksted selv om selve lergraven allerede var tømt. Det gik ikke, og så blev han forfatter. Se også Politivennen fra 1. august 1834 om en batalje mellem bønder fra Sengeløse og proprietæren på Frederiksholm. Hakkemose Teglværk var før det Danmarks største og bidrog bl.a. til byudviklingen dengang. På et tidspunkt bl.a. med udenlandsk arbejdskraft og ned til 10-årige børn som arbejdere. I modsætning til Sengeløse er Nybølle og Smørumovre små landsbyer. En (hjerte)skærende kontrast til indtrykket af Sengeløse som en by der trives, er det enorme område af forfaldne gartnerier umiddelbart nord for Nybølle, over for Grønsødalen.

Nord for Nybølle minder et kæmpeområde med gartnerier i stærkt forfald om en måske svunden tid hvor Fingerplanens ideer om gartneribrug florerede. Drivhusene bærer stadig præg af at de engang må have haft en ganske høj kvalitet. Forfald kan være smukt, deprimerende, man savner ord. Vemod, måske.

Det meste af turen på landet går gennem endeløse korn- og rapsmarker. De meget få lunde, moser og enge står som små isolerede øer i de bølgende kornmarker. Går man kilometer efter kilometer langs disse marker går det op for en, hvad det vil sige, at Danmarks natur er blandt Europas mest forurenede, kun overgået af Luxembourg og Holland, bl.a. ifølge en artikel i Ingeniøren:
Lille Danmark er så fyldt med landbrug, industri og biler, at vores følsomme naturområder har svært ved at klare den konstante tilførsel af kvælstof ... I 2010 var grænsen for økosystemernes tolerance for næringsstoffer overskredet på alle naturområder i hele Danmark ... fremskrivninger viser, at i 2020 og 2030 vil 99 procent af det samlede danske areal stadig overskride grænsen ...Over halvdelen af det samlede areal [er så påvirket af næringsstoffer fra luften, at naturens grænse var overskredet], helt præcist 63 procent, og fremskrivninger viser, at den andel kun falder til 54 procent i 2020 og 51 procent i 2030. Blandt de lande, som har markant fremgang i naturtilstanden, er blandt andre Ungarn, Frankrig, Østrig, Sverige, Storbritannien, Slovenien og Bulgarien.

I virkeligheden burde jeg måske have fyldt dette indslag med fotoer som dette. For det er hvad mellemrummet mellem fingrene groft sagt bruges til: Kornmarker og raps. I baggrunden aner man lige lidt af en finger: Veksø som er en station på Frederikssundbanen. De enkelte klatter som har overlevet landbruget, er hovedsagelig lavtliggende moseområder som ikke rigtig kunne bruges til hverken korn eller kvæg.

Det som er særpræget ved markerne er, at de er fuldstændig monokultur. Der er kun en slags afgrøde på disse oceaner af korn. Intet græs, ingen valmue, ingen blåblomst har sneget sig ind. Selv om der kun få centimeter fra marken langs landevejen i grøftekanten er en righoldig flora af græsarter, margueritter, valmuer, vild gulerod, burre, kløver, vejbred, tidsler og talrige andre arter som jeg ikke kender navnene på. Og vi ved allesammen godt hvorfor: De danske landmænd er effektive, de gør hvad de er gode til, og hvad de skal for at overleve: De driver intensivt landbrug med udbredt brug af "ukrudts"midler. Som med tiden siver ud i  vandløb og ned i grundvandet.

Hvor planterne får lov til at vokse (og det gør de på meget sparsomme arealer hist og pist), kommer det til at se sådan ud. Modsat monokulturens ensformighed er her masser af farver. Og tilmed summer det af insektliv, fuglekvidder mm. Modsat kornmarkernes sterile udseende og lyde, som må gøre enhver landmand glad i disse dage.

Morten Korch er død. Filmene over hans bøger lever videre som idylliske fantasiverdener. Fingerplanen kunne tilsyneladende heller ikke forestille sig privatbilismens nærmest totale sejrsgang. I stedet for kort afstand mellem bolig, arbejdspladser og grønne områder, kollektiv trafik, lokale indkøbscentre og s-togsnettet som grundlæggende struktur, fik man lange afstande og hastigt voksende biltrafik. Men området er stadig værd at vandre rundt i! Især på en sommerdag som denne.

Ruten

Hedehusene St. Kallerupvej. Ågesholmvej. Sengeløse. Cathrinebergvej. Frederiksholmsvej. Nybølle. Edelgavevej. Smørum. Vandrestien til Veksø St. Ialt ca. 19 km. Mest på landeveje, en del på grusveje, og ganske korte strækninger på irriterende trafikerede veje.