mandag den 16. december 2013

Halvtredser-byggerier (1): Gladsaxe og Herlev

Omkring 2. verdenskrig stod det klart at traditionelle byggematerialer såsom mursten, tegl og mørtel havde nået en grænse. De var ganske enkelt ikke nok til at tilfredsstille industrisamfundets behov for flere boliger. Der skulle andre midler til. Og nytænkning.


Et af de afgørende skel i dansk byggeri skete i 1950'erne. Mangel på byggematerialer, knappe tider, et krav om velfærd osv. krævede andre metoder. Murstensbyggeri var med andre ord blevet for langsomt, for dyrt og for arbejdskrævende. Man kan mene om beton hvad man vil, men materialet var ment som en løsning på befolkningens krav om bedre boliger. Beton er et ældgammelt byggemateriale, bl.a er kuplen på den knap 2.000  år gamle Partheon-kirke bygget af 5.000 tons beton. Vestvolden blev bygget af beton. Men som materiale til alment husbyggeri blev det først industrialiseret i 1950'erne.

Helt op til 1945-50 var boligbyggeri præget af hvad man dengang kaldte "traditionelle materialer": Sten og tegl. Det ser vi fx på Københavns brokvarterer. Det gælder også med Gladsaxes selvbyggerhuse 1930-1950, se Vandringsløse Tidende. Efter 2. verdenskrig var der et behov for at løse store byggeopgaver. Staten oprettede 1947 Byggeforskningsinstituttet. Rationalisering udmøntedes 1953-57 i produktivitetsfondsudvalg. Formålet var at forøge byggeriets produktivitet og byggeriet fik tilført penge. Sådan lidt stop-go. I 1959 indførtes byggestop for at forhindre kaos på boligmarkedet. Og i 1960 kom så et program for "montagebyggeri".

På det tidspunkt var Københavns Kommune i det store hele blevet urbaniseret. I det store hele. Så det er især i ringen af kommuner tættest på København, man finder 1950'ernes "montagebyggerier": Hvidovre, Rødovre, Herlev og Gladsaxe. Dog ligger det mest kendte i Københavns Kommune, nemlig Bellahøj (1950-57), Danmarks første højhusbyggeri. Og det var meget eftertragtet i samtiden. Jeg har for ca. et år siden også omtalt småhusbyggeriet Herlev Huse (1948-1950).

Torveparken kan for en udenforstående godt forekomme noget trist og kedeligt. Gavlene er af røde mursten, mens facaderne i øvrigt er af betonelementer. Aner man en tøven over for at tage skridtet fuldt ud og bruge beton overalt? Den er iøvrigt malet. Byggeriet er blevet moderniseret ad flere omgange.

Tidligt "utraditionelt byggeri"

Til historien hører et drama mellem faglærte og ufaglærte arbejde. Der var ganske enkelt ikke længere nok faglærte arbejdere såsom fx murere til at bygge de huse man ønskede opført, så en industrialisering af byggeindustrien synes at være løsningen, så ufaglærte arbejdsmænd kunne klare opgaven. Man eksperimenterede på livet løs med beton. Skulle man fremstille elementerne på byggepladsen (feltfabrik), eller på en central fabrik? Kunne man lave betonen så stærk at den ikke havde problemer med at bære vægten af sig selv, eller gå ad gasbeton-vejen?

Her kan man se de etetagers bygninger forrest, i midten toetagers og i baggrunden treetagers. Torveparken er et af de første betonbyggerier hvor betonelementer blev fremstillet på en permanent fabrik. Men man fornemmer også at man ikke rigtigt har turdet springe 100% i betonbaljen. Gavlene er af røde mursten, ligesom vinduesoverliggerne.

Egentligt burde denne miniserie om 1950'erne være startet i Hvidovre, for det var der de første byggerier blev opført. Men nu er dette en weblog, og jeg kan gøre hvad jeg vil, så det blev altså to byggerier i hhv. Gladsaxe og Herlev. Så har jeg planlagt en tur i Valby-Hvidovre-Rødovre til en anden gang. Dagens første stop er Torveparken i Gladsaxe. Et eksempel på 336 lejligheder opført på permanente fabrikker for dernæst at blive transporteret til byggepladsen. Byggeriet ligger i tre sidegader til Rybjerg Alle og blev bygget 1955-57. Variationen består mest i etager: Der er et-, to- og treetager.

Der er mange lige linjer i Højstensgård, som langs de gennemgående stier. Men pga det kuperede terræn og at de ofte brydes af bløde, runde linjer på tværs, virker byggeriet ikke så trøstesløst som meget andet betonbyggeri jeg har set. Det er desuden heller ikke særlig højt byggeri.

Et andet eksempel er rækkehus- og etagebyggeriet Højstensgård (1958) med 380 lejemål. Dette byggeri er enormt. Det ligger i rektanglet Borgerdiget-Tvedvangen-Vindebyvej-Højbjergvej. Der går 2-3 stier på langs af byggeriet og endnu flere tværgående, ofte snoede stier. I modsætning til Torveparken er der bløde og snoede linjer og varierende grønne områder. Terrænnet er også kuperet og nærmest appellerer til det. I det hele taget virker det som om at arkitekterne har boltret sig lidt og også tænkt på beboerne. Gavlene er af gule mursten, mens facaderne er af beton og mellemrummene mellem vinduerne af træ.

Man kan lade sine børn løbe rundt i området mellem bygningerne i Højstensgård. Der er masser af plads, en ungdomsklub og forsamllingshus. Og et supermarked. Selv graffiti-folk er nået til området, se skuret til højre.

Begge byggerier er tegnet af arkitekterne Kai Agertoft og Jørgen Juul Møller. De stod også bag de senere og langt mere kendte Ballerup-planen og Høje Gladsaxe sammen med Povl Ernst Hoff.

På denne grå decembermandag ligger Herlev Hospital og passer perfekt i farve til himlen. Her er der ikke nogen tøven med at blande mursten og træ ind i betonen. Det er beton og glas det meste. I dag er der omfattende byggearbejder i gang langs hospitalet. Den vifteformede indgang ses midt i billedet nederst.

Herlev Hospital må vel ses som en slags kulmination på højhus- og betonbyggeriets glansperiode. Det blev projekteret 1966 og stod færdigt i 1976. Meningerne var dengang som nu delte om hospitalet der på mange måder slog fysiske og psykiske rekorder. Man kan også bare vælge at se hospitalet som et barn af sin tid. Noget entydigt resultat blev der ikke af slagsmålet mellem mursten og beton. Glas og stål blev populært senere. Og i dag bygges der vel varierende med alle slags?