søndag den 27. oktober 2013

Vestvolden - normaltid, dag 1

En dansk soldat Jens på ensom morgenpatrulje? En jæger, bevæbnet med skarpladt zoom? Nej, bare Vandringsmanden en tidlig søndag morgen!


De allestedsnærværende ænder er selvfølgelig også massivt til stede langs Vestvolden. Her et par som måske glæder sig over at have overstået årets hektiske ynglepriode. "Skal vi ta' en tur langs Vestvolden i dag, fatter?". Nåh nej, de bor der jo.

Der skal ikke megen fantasi til at blive i godt humør på en sådan frisk og stille morgen langs Vestvolden. For kendere af befæstningen, mellem voldpunkt XXI og XIII, for mindre-kendere mellem Frederikssundsvej og Rødovre Parkvej. Stierne er endnu til at vandre på i skarp trav, fordi bladene endnu ikke er omsat til mudret kompost eller frosset til veritable glidebaner. Tværtimod kan man nemt få en lykkefornemmelse af at traske i de knasende eller bløde blade, omgivet af blide gule, brune og røde efterårsfarver.

Alle kender det klassiske hejrebillede: På et ben står den og er tilsyneladende faldet i søvn med den krumme hals. Så her er en hejre der svømmer og fotografisk flot spejler sig i det kviksølvagtige voldgravsvand.

Der skulle være mange dyr, fugle, frøer mv. at se langs Vestvolden, men de gemmer sig godt. Og hvis man som jeg ikke har tålmodighed og vil stå op før Fanden får sko på, så må man nøjes med de mere almindelige ænder, hejrer, egern, skader og andet. Men det kan såmænd være lystigt nok. Hejrerne elsker at drille. Eller også er de dumme. De holder især til langs Tårnvej, formentlig fordi voldgraven her er en hel del bredere end andre steder. De vil ikke fotograferes, men i stedet for at flyve tilbage (de kan vel se hvor jeg er på vej hen), ynder de at flyve 50-100 meter længere væk ad min rute, vække mit håb om et godt foto, for så blot at tage en ny flyvetur. Det virker nærmest som om de øver sig lidt i at undslippe en farlig fjende.

Hvæs hvæs. Den lille fyr er ret så fortørnet over at Vandringsmanden forstyrrer den i arbejdet med at æde. Eller samle vinterforråd. Eller hvad den slags nu foretager sig på dette tidspunkt af året.

Her tidligt på dagen er der også en del egern, og de er bestemt ikke tamme. De hvæser af en når de bliver opdaget, om end de flygter op i træerne og gemmer sig på modsat side af stammerne. Kigger lidt nysgerrigt frem i en højere liggende grengaffel, hvæser igen, og løber længere op. Af andre dyr er der kun fårene ved Ejbybunkeren. Dejligt at se at bunkerne nu bliver brugt til mere fredelige formål, nemlig som skur til disse skikkelige skabninger.

Ved Ejbybunkeren står fårene endnu og glor. I dette område er indrettet Dunkelwald, altså en spredt træbeplantning hvor får holder krat og andet nede på græsningsniveau.

Der sker også små ting hvad angår de mere museale ting på Vestvolden. En af broerne er blevet sat smukt i stand med stormgitter og det hele. Det må have kostet en formue. Ejby-bunkeren har fået et kort sat op udenfor over de to etager i selve bunkeren. Og træerne er blevet fældet visse steder for bedre udsyn. Jeg må se at komme ned i den bunker, men den er altid lukket når jeg kommer der.

Den smukt istandsatte bro er nu også blevet forsynet med stormgitteret. Den slags gitter som er blevet ikon for Vestvolden. Døren står åben, så man kan komme over. Den var sikkert ikke gået i krigskarlenes tidsalder for godt 100 år siden!

Ruten

12 km vold, frem og tilbage mellem Frederikssundsvej og Rødovre Parkvej. Enklere kan det ikke blive. Vælg stier ad libitum.