torsdag den 27. juni 2013

Aphrodites Øje

Aphrodites Øje er et mere poetisk navn for Lille Sejdam. Jeg besøgte den første gang den 21. februar da der stadig var hamrende koldt og isfarligt koldt i Jonstrup Vang. Allerede dengang var jeg lidt betaget af den. Men i dag hvor skoven dog er så frisk og stor er der en ganske særlig stemning her.

Dammen set fra hovedstien. Og fra Jonstrupstenen på den anden side af stien. Vandet ligger der og lokker, hvis man er i en speciel stemning til at indtage det lille vandhuls magi.

Jeg kommer spontant til at tænke på det allersidste kapitel, side 445 i Aksel Sandemoses Jantelovs-roman, "En flygtning krydser sit spor". Den læste jeg for over 40 år siden pga janteloven. Men det var dog ikke denne lov, men dette sidste kapitel som jeg husker bedst. Og som også italesatte noget meget vigtigt for Vandringsmanden i teenagealderen. Kapitlet kan sagtens stå for sig selv, her er det:

I det indre af Newfoundland ligger der et bjerg. Det hedder Halfway Mountain. Det rager op i en temmelig plan skovegn og ser måske derfor højere ud, end det er. På en jagttur kon jeg engang hele vejen rundt om Halfway Mountain og lagde mærke til hvordan et sådant bjerg ser helt anderledes ud for hver gang man flytter sig blot et lille stykke. Du kan få tusinde beskrivelser af Halfway Mountain, og de er alle lige rigtige. Jeg føler en stærk trang til at sige dig nu, og måske er det de vigtigste ord i denne bog, at bjerget er stort og har mange sider, men den, som lå lænket på jorden, så kun Halfway Mountain fra det sted, hvor han lå.

Træer får lov til at gå i forfald. Og rummer sikkert et enormt liv af småbitte dyr for hvem det er et eldorado. Andre træer er på vej til at styrte i dammen, mens atter andre stadig står ret op. Det er som stadier i en løbende proces: Fra et træ vokser op, langsomt svajer mod dammen, for til sidst, når det bliver gammelt, at styrte i dammen, og blive omsat til ny næring for kommende træer.

Det tager kun 5 minutter at gå rundt om Aphrodites Øje. Men som med Halfway Mountain ser oplevelsen af dammen helt anderledes ud for hver gang man flytter sig blot et lille stykke. I nordenden af dammen er der fx en bevoksning med nordamerikanske kæmpethuja. Det kan blive op til 90 meter, og selv om træerne her ikke er nær den højde, skaber de en helt særlig ydmyghed at stå under dem. De skyggeer så meget at der stort set kun er nogle meget spredte og forhutlede bregner hist og pist.

De kæmpestore nordamerikanske kæmpethuja kan ikke andet end at indgyde betragteren med ærefrygt. Man kan mageligt gå under deres kroner. Her rører der sig ikke en vind, og der bliver nærmest helt stille. Jorden er blød, kun lidt spredt bevoksning af bregner der ikke får mange chancer for at vokse store.

Det skråner let ned til vandet i dammen. Her er iris lige afblomstret, men deres gule blomster sidder stadig på. Faldne træer har fået lov til at blive liggende og gå veddets gang. I et område er der en lav bregneskov. Så mosejord. På dette lille areal sker der utroligt meget hvis man kigger godt efter. Jo, en enkelt myg svirrer da også omkring ørerne. Jeg får den tanke at man formentlig kunne slå sig ned her en hel sommer for at studere plante- og dyreliv her. Også de variationer der dels forekommer over tid, gennem et år fx. Men også hvordan sæsonbevoksningen veksler fra nat til dag. Fra solskin til regnvejr og måske hård frost.

Visse steder er der nærmest noget tropisk regnskov over planterne langs dammen. Under disse højre træer har bregnerne helt ideelle forhold og danner et nærmest uigennemtrængeligt krat.

Der er noget mystisk og dragende ved vandet i dammen. Man kan ikke se noget. Det er dækket af andemad. Der er masser af andre idylliske og seværdige steder i skoven. Skallemose Sø, Gisselfeld Mose, skovløberhusene osv. Men Aphrodites Øje, det er altså noget særligt.

Få sekunder ude af thujaområdet kommer man til dette lyse stykke langs ridestien. Vandet er mere klart her. Det er nærmest indbegrebet af den lyse danske skov. Eller hvad?

Det er åbenbart skolernes sidste skoledag, og det ser ud til at mange har valgt at tilbringe den ude i skoven. I hvert fald er der en øresønderrivende larm ved indgangen til skoven ved Fruehavevej. Det myldrer med børn i skoven der larmer. Da jeg når Hareskov Station er det atter fyldt med børn 1a, 1b og 1c fra en eller anden skole skal med s-toget, og det går heller ikke stille af. Heldigvis ligger Aphrodites Øje langt væk fra larm og ballade. Det ved skolebørnene ikke. Men, pssst, nu ved I det altså!