søndag den 7. april 2013

Vandrelængsel

Til stor frustration har jeg været syg i hele påsken - det startede faktisk umiddelbart efter det seneste vandreindslag om fuldmånen. Om det var den der gav udslaget? Nej, jeg havde skrantet allerede et par dage før. Som vist nok hovedparten af Danmarks befolkning måtte jeg altså bide i det græs som ikke er der. Og som vist nok alle andre er jeg blevet afkræftet, osv. Nuvel, så er det sagt, ikke mere om det.

Man skal helt ned på maven for at fotografere årstidens blomster, her krokus. Helt siden oldtiden er der udvundet safran af krokus. Safran er verdens dyreste krydderi. Selv hvis man kunne udvinde safran af vores hjemlige krokus, ville det nok være en halsløs gerning at gøre det. Til bare et gram kræves der 10 planter, og godt nok har vi mange, men .... Og så ville vi formentlig også få besøg af natlige gæster.

Jeg har forsøgt at komme til hægterne igen ved at pusle lidt rundt i haven. Så kan man jo altid hurtigt gå ind igen hvis stabadserne bliver for meget. Først for et par dage siden slap frosten sit tag i det øverste jordlag. Flere steder ligger der faktisk stadig sne, selvom der har været nærmest tocifrede plusgrader. Det må tyde på at frosten holder ved lidt endnu. Om ikke andet, så har det også betydet at ukrudtet endnu ikke har vist sig i større mængder.

Havekendere ved selvfølgelig at dette ikke er vintergækker, men dorthealiljer. Deres blomster er større og minder mere om en halvtredser-lampskærm. Desuden er der grønne pletter på. Dronning Anne-Marie, Margrethes lillesøster, havde den vist som sin yndlingsblomst. Jeg erindrer da at der i tredserne florerede mængder af "prinsessespuder", som flittige hændr broderede. Margrethes var selvfølgelig margueritter. Hvad Benediktes var, husker jeg ikke.

Vinter- og forårssæsonens planter har vi så til gengæld haft mere glæde af end tidligere år. Det har da vist stået på i mere end en måned nu? Der var en uges tid før heldøgnsfrosten satte ind, hvor de piblede frem alle vegne. Siden har de så ligget i hi, og synes nu formelig at eksplodere af energi. De har jo stort set også al næringen i jorden for sig selv. Der er ikke rigtig kommet gang i stauder og buske endnu. Deres første blade er kun nået et par centimeter over jorden.
Sådan ser vintergækker selvfølgelig ud. Et must i enhver have. Vores stammer fra kun to små klumper som stod under et syrenvildnis. Siden er de blevet delt og delt og delt hvert år, så de nærmest nu danner et tæppe. Meget smukt. Den er i øvrigt ikke specielt dansk, men importeret sydfra ligesom skvalderkål vist er. Af de to foretrækker jeg dog vintergækkerne.

Vi prøver at få haven til at se så vild ud som muligt. Dvs. at den er meget struktureret. Det er kun uden for byens lov og ret at naturen ser naturlig ud på en naturlig måde. I byhaverne kan vi kun forsøge at efterligne det ved nøje at planlægge 'naturligheden'.

 Jo, den er god nok, det er såmænd anemoner. Men bare rolig, lad dig nu ikke stresse til at styrte ud i skoven for at kigge efter anemonetæpper. Denne lille klump holder til tæt på vores husmur, hvor der åbenbart er varme nok til at de kan spire allerede nu. Vi har også anemonetæpper ude i bedene, men dem er der ingen spor af endnu. Jeg går ud fra at det samme gælder ude i skoven.

Vores måde er at følge forskellige enkle haveprincipper, som anlægsgartnere vist ryster på hovedet af. Et af principperne er japansk: Der må ikke være lige linjer, for de onde ånder bevæger sig ad dem. De kan så til gengæld ikke lide buer. Dem har vi så mange af. Et andet er at have bunddække over det hele. Det har vist sig godt ikke bare fordi det holder ukrudtet væk, men også fordi det ligger som en beskyttende hinde om vinteren, og så i øvrigt omsættes af sig selv i løbet af nogle år til kompost.

Skillaer er endnu en klassiker i forårsmånederne. Vi har mange af de helt blå, og de er også godt fremme, men her er en anden art, med hvidt i midten. Jeg har heldigvis glemt om det nu også er rigtige skillaer. Jeg går mere op i at nyde synet af dem, end at fortælle historier fra de varme lande om dem.

Et tredje træk er kommet til i de seneste år. Og det er at vi planter flere og flere buske. De kræver nemlig mindre pasning, og vi kan jo ikke fornægte at vi er kommet op i årene og ikke rigtig orker at flytte for meget rundt og gå hele haven igennem hvert år. Samt, ikke at forglemme, et fjerde princip, at børn skal kunne bevæge sig frit rundt. Vi har fundet ud af at den nemmeste måde er at lave små 'hemmelige stier' og aflukker. Det ligger åbenbart i menneskets natur at kæmpe sig igennem vildnisset.

En af havens små huler venter bare på at blive beboet. Lige nu ser det ret bart ud. Men om en måneds tid er hasselen sprunget ud, lige som buskene. Og så er der helt overdækket. Samtidig skulle krukkerne gerne være beplantet, og op igennem stenene gror der stikkende, men smukke engelske roser. Et skyggefuldt sted til de forhåbentligt rigtig mange svedende varme dage vi går i møde.

Nå, dette handlede ikke ret meget om vandring. Mere om manglende vandring. Havevandringer tæller ikke rigtig på denne weblog. Men havearbejde er vist også ganske godt for det samme som vandringer, i hvert fald sådan rent helbredsmæssigt og fysisk. Mentalt er det to vidt forskellige ting. Hver for sig og på hver sin måde. Jeg håber at vende frygteligt tilbage næste weekend!