Om Mørkhøj har Gladsaxe Kommune udgivet en udmærket brochure "På sporet af det nye Mørkhøj" om dette områdes seneste knap 100 års historie fra dengang Mørkhøj var en landsby med 8 gårde. Den 3. november skrev jeg om Mørkhøjgård, som er den eneste overlevende af disse. Området var det sidste i Gladsaxe som blev bebygget. Det er samtidig også en fortælling om Danmarks overgang fra landbrugssamfund til industrisamfund.
I klingende frost er jeg draget ud for at se på området med nye briller: Den historiske optik. De mennesker som opførte denne bydel, lever formentlig for nogens vedkommende stadig. Gårdene blev udstykket i perioden 1930-1950. Men ikke alle blev bebygget med det samme. I første omgang blev de brugt til gartnerier, der så blev omdannet til kolonihaver for så til slut at blive opkøbt og bebygget som boliger.
Ikke alle typehusene er så velholdte som disse på Lillegårdsvej. Men de giver et indtryk af variationerne i Meulengrachts 19 typer. Husene er pudsede. Modsat de nyere huse. Så det er nemt at se forskel.
Lillegårdsvej 25 er ifølge brochuren det eneste af sin slags, og fortæller lidt om hvor grænsen gik for selvbyggernes ydeevne. Det tog 3 år at opføre huset. Så det var der ikke andre som gav sig i kast med. Ifølge brochuren har det en særlig høj bevaringsværdi. Nabohuset, nr. 27, har som et af de få også kælder. Endnu en præstation som kun de færreste selvbyggere kastede sig ud i..
Det var selvbyggerne nu ikke helt enige i. Allerede mens husene blev opført begyndte selvbyggerne at tilpasse tegningerne efter eget hoved, og senere tiders krav om mere plads har skabt adskillige knopskydninger på dem. En stor del af dem har ikke kunnet holde til tidens tand, og er nu erstattet af nyere huse.
I stedet for den store type fra Lillegårdvej 25, blev det denne type fra Onsbjergvej 23 den mest benyttede, også i anden fase i Toftegårdens Haveby. Dette hus er for en gang skyld ikke pudset. Så måske ville nostalgiske indreby-københavnere kunne genkende mursten fra deres nedrevne hus.
Det må have været hårde tider for selvbyggerne. Arbejdstiden var dengang 44-48 timer og man arbejdede om lørdagen, så der har kun været ganske få dage hvor selvbyggerne kunne bygge på deres huse. Opførelsestiden på et sådant hus var beregnet til 1 år. Men det var under ideelle forhold. Det kunne vare endnu længere. Og især hvis der også skulle udgraves en kælder. Husene var kakkelovnsfyrede. Mange har ifølge brochuren ikke registreret at have badeværelse.
Meulengracht brød sig ikke om Lillegårdens Villabys uens udseende, så da man gik i gang med Toftegårdens Haveby, kunne selvbyggerne ikke vælge mellem så mange forskellige typer. Man skal nu have gode øjne for at se forskel, men hvis man ved det, kan man godt se at fx som her på Septembervej er der ikke så mange forskellige slags huse.
At det tog så lang tid skyldes også at husene for en stor dels vedkommende blev bygget af omkring 16.000 genbrugsmursten pr. hus fra huse som var revet ned i Københavns indre by. Kvinderne skrabede murstenene rene for kalk. Ligesom die Trümmerfrauen gjorde i Berlin efter 2. verdenskrig.Derfor er det også nemt at se hvilke huse der er fra den tid: De er pudset, da murstene har været for grimme at se på.
Fra 1960'erne var det slut med det private intiativs kaotiske boligbyggeri. Nu greb kommunen ind og sikrede ensartetheden i byggeriet, som her på Oktobervej. Her kunne selvbyggerne efter kurser og kommunens instrukser opføre huse i gasbeton, sten og træ. Men efter nøje fastlagte tegninger. Det var måske det som Meulengracht i virkeligheden havde drømt om. Så måske har han ikke vendt sig i sin grav.
Både Meulengrachts og kommunens selvbyggere kunne få år efter indflytningen opleve TV-byen blive bygget mellem dem og mosen. Her set fra Julivej. Nu er TV-byen selv blevet omdannet til beboelse og erhverv. Og det omkringliggende område tilbygget med op til 7 etager.
Enghavegård lagde grund til TV-byen (1963-2007) som nu er omdannet til kontorer og boliger. En af de mere kuriøse overleveringer er at optagelserne af Bamse og kylling afskærmede offentligheden fra et lille vandhul, hvori den spidssnudede frø så trivedes. Den er fredet i EU, og det kan selv et boligbyggeri ikke rokke ved: Dette er ikke mindre end et af de sidste tilflugtssteder for det lille kræ. Tihvertifald!
Jeg ved ikke om det lige var her Bamse og Kylling huserede. Men overalt i området bag den gamle TV-byen er der vandhuller med forklarende tavler om at man skal passe på frøerne, og der er flere meter brede græsveje som fører fra vandhullerne ned til Utterlev Mose. Tværs gennem og under byggeri og veje. Jo, der bliver passet på de små kræ!
Bag TV-byen ligger Gyngemoseværket som fortæller historien om prisen for halvtredsernes industrialisering. Rensningsanlægget fungerede 1950-1966, men blev hurtigt alt for lille. Så virksomhederne svinede bl.a. Utterslev Mose til. Der skulle skrappere rensningsanlæg til, som Lynetten. Og virksomhederne kom til at rense mosen. At virksomhederne svinede, mærkede vi selv da kilden tæt på vores hus blev lukket for nogle år siden pga. af en gammel forurening. Tankene fungerer siden 1989 som forsinkelsesbassin for spildevand, udvidet 2006.
Området er ellers præget af plejehjem (Rosenlund, Gyngemosegård), Center for Døve, Blågårds Seminarium med den tilhørende Enghavegård Skole og skoler i det hele taget. Boligbyggeriet er præget af 3-7 etagers huse, bortset fra Mørkhøjvej 144. Her midt inde i det lidt kedelige lejlighedsbyggeri har man pludselig fundet på at opføre en landsbylignende bebyggelse med tolv 52 m2 bittesmå huse, så sent som 1976.
Det er svært at fotografere indeni denne mærkelige bebyggelse. For der er smalle gyder og hækkene står med ganske få meters mellemrum. Fra denne vinkel får man et lille indtryk af de bittesmå huse og indfaldsgyderne. Nogen må have tænkt 'landsby' her. Midt i 1970'erne.
Efter endt tur har jeg fået et andet syn på husene. Da vi flyttede til Husum, syntes jeg at husene så lidt kedelige og anonyme ud. Men jeg har fået lidt mere respekt for dem når man tager det hårde slid i betragtning. Om Meulengracht var en filantrop og idealist eller en boligspekulant, det skal jeg ikke tage stilling til. Han er i hvert fald det eneste navn som er at læse i brochuren. Alle de navnløse som brugte hele deres fritid i årevis til at opføre husene ved vi ikke så meget om. Hvilke drømme har de haft, om nogen? Hvor kom de fra? Der ligger sikkert mange historier gemt i de mursten.
I klingende frost er jeg draget ud for at se på området med nye briller: Den historiske optik. De mennesker som opførte denne bydel, lever formentlig for nogens vedkommende stadig. Gårdene blev udstykket i perioden 1930-1950. Men ikke alle blev bebygget med det samme. I første omgang blev de brugt til gartnerier, der så blev omdannet til kolonihaver for så til slut at blive opkøbt og bebygget som boliger.
Fase 1: Lillegårdens Villaby
Lillegårdens Villaby var det første, og det er opkaldt efter Lillegård som oprindeligt hørte under Enghavegård. Det blev i 1929 opkøbt af arkitekt J. L. Meulengracht og grosserer Henrik J. Hansen og omfatter hvad der i dag er Lillegårdsvej, Onsbjerg Alle, Ilbjerg Alle og Stavnsbjerg Alle. Det blev udstykket til selvbyggere. Det var typehuse, og der var over 19 slags som selvbyggerne kunne vælge imellem. Meulengracht satsede på at husene skulle være billige og funktionelle, og så måtte de gerne se ens ud.
Det var selvbyggerne nu ikke helt enige i. Allerede mens husene blev opført begyndte selvbyggerne at tilpasse tegningerne efter eget hoved, og senere tiders krav om mere plads har skabt adskillige knopskydninger på dem. En stor del af dem har ikke kunnet holde til tidens tand, og er nu erstattet af nyere huse.
Det må have været hårde tider for selvbyggerne. Arbejdstiden var dengang 44-48 timer og man arbejdede om lørdagen, så der har kun været ganske få dage hvor selvbyggerne kunne bygge på deres huse. Opførelsestiden på et sådant hus var beregnet til 1 år. Men det var under ideelle forhold. Det kunne vare endnu længere. Og især hvis der også skulle udgraves en kælder. Husene var kakkelovnsfyrede. Mange har ifølge brochuren ikke registreret at have badeværelse.
At det tog så lang tid skyldes også at husene for en stor dels vedkommende blev bygget af omkring 16.000 genbrugsmursten pr. hus fra huse som var revet ned i Københavns indre by. Kvinderne skrabede murstenene rene for kalk. Ligesom die Trümmerfrauen gjorde i Berlin efter 2. verdenskrig.Derfor er det også nemt at se hvilke huse der er fra den tid: De er pudset, da murstene har været for grimme at se på.
Fase 2: Toftegårdens Haveby
Toftegårdens Haveby (Julivej, Augustvej, Septembervej og del af oktobervej) var det næste. Her kunne selvbyggerne godt nok vælge mellem færre typer, men i praksis valgte de kun mellem to. Ifølge brochuren havde Meulengracht lært af børnesygdommene fra Villabyen og byggeriet var mere organiseret. Der var ikke plads til selvbyggernes fikse ideer om ændringer i bygningstegningerne eller beplantningen!
Fase 3: 1960'erne og frem
Den anden halvdel af Oktobervej afspejler et skifte. I 1960'erne var det slut med det private initiativ. Kommunen overtog ideen, men med kommunalt tilsnit og opsyn. Disse huse af sten eller gasbeton fremstår i dag som Meulengracht måske drømte om: Ens. Selvbyggerne lejede sig ind, helt til 2005 hvor de kunne købe grund og hus.Enghavegård lagde grund til TV-byen (1963-2007) som nu er omdannet til kontorer og boliger. En af de mere kuriøse overleveringer er at optagelserne af Bamse og kylling afskærmede offentligheden fra et lille vandhul, hvori den spidssnudede frø så trivedes. Den er fredet i EU, og det kan selv et boligbyggeri ikke rokke ved: Dette er ikke mindre end et af de sidste tilflugtssteder for det lille kræ. Tihvertifald!
Bag TV-byen ligger Gyngemoseværket som fortæller historien om prisen for halvtredsernes industrialisering. Rensningsanlægget fungerede 1950-1966, men blev hurtigt alt for lille. Så virksomhederne svinede bl.a. Utterslev Mose til. Der skulle skrappere rensningsanlæg til, som Lynetten. Og virksomhederne kom til at rense mosen. At virksomhederne svinede, mærkede vi selv da kilden tæt på vores hus blev lukket for nogle år siden pga. af en gammel forurening. Tankene fungerer siden 1989 som forsinkelsesbassin for spildevand, udvidet 2006.
Området er ellers præget af plejehjem (Rosenlund, Gyngemosegård), Center for Døve, Blågårds Seminarium med den tilhørende Enghavegård Skole og skoler i det hele taget. Boligbyggeriet er præget af 3-7 etagers huse, bortset fra Mørkhøjvej 144. Her midt inde i det lidt kedelige lejlighedsbyggeri har man pludselig fundet på at opføre en landsbylignende bebyggelse med tolv 52 m2 bittesmå huse, så sent som 1976.
Efter endt tur har jeg fået et andet syn på husene. Da vi flyttede til Husum, syntes jeg at husene så lidt kedelige og anonyme ud. Men jeg har fået lidt mere respekt for dem når man tager det hårde slid i betragtning. Om Meulengracht var en filantrop og idealist eller en boligspekulant, det skal jeg ikke tage stilling til. Han er i hvert fald det eneste navn som er at læse i brochuren. Alle de navnløse som brugte hele deres fritid i årevis til at opføre husene ved vi ikke så meget om. Hvilke drømme har de haft, om nogen? Hvor kom de fra? Der ligger sikkert mange historier gemt i de mursten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar