søndag den 11. november 2012

Harrestrup

Harrestrup er den landsby som har lagt navn til Harrestrup Å. Åen løber nu ikke gennem landsbyen. Det gør til gengæld et andet vandløb, Bymose Rende. Jeg 'skyder genvej' gennem Skovlunde Naturpark. Den skulle skære en kilometer af udturen. For der er langt derud. Længere end noget jeg har vandret før, omkring 7 kilometer. Denne gang går jeg gennem nyttehaverne.

Dette er en af undtagelserne. Nyttehaven her ser grøn og frodig ud. Kål strutter af vitaminer til den strenge vinter. Men det er bestemt ikke karakteristisk for de mange andre. Nogle er helt overbegroede. Andre er tømt for grøntsager.

De ligger umiddelbart før Smedebæk Bro. Området efter broen er præget af mange sommerbyer, kolonihaver og andet fritidshusbyggeri. Men langs såvel Bymose Rende som Harrestrup Å er der ryddet arealer, hvor der er græs, grusstier eller endog veje. Med jævne mellemrum er der broer. Umiddelbart efter Smedebæk Bro løber Renden sammen med Åen i noget der tager tilløb til at være et vandfald.

Bymose Rende kan lige skimtes til venstre ved træet. Den løber her ud i Harrestrup Å. Stedet er åbenbart brugt af gyngeinteresserede. I dag er der dog kun hundeejere.

Åen fortsætter nordpå. Det er en lidt længere tur, så jeg fortsætter i stedet for langs Renden for at besøge landsbyen Harrestrup.

Her er Niagara vandfaldet set fra den anden side. Renden løber ind i åen til venstre ved knækket.

Renden forsvinder til tider bag høje siv. Men på den første del af strækningen er den synlig. Her er der også indrettet rastepladser a la Fælledparken. Uden særlig mange besøgende, forstås. Flere steder græsser der heste. Harrestrup er ikke særlig stor, og hvis man ikke falder i staver, kan man hurtigt overskue den på 5-10 minutter. Ingen forretninger i syne.

Måske mødtes han og hun ved landsbyens gadekær, men det var vist i gamle dage. Det ser idyllisk ud. Landevejen slår en bugt, hvor Harrestrup ligger nok så smukt. Og de obligatoriske stråtæktshuse er der også (der er nu tegl under).

Efteråret er ved at klinge af. Det er vist ved at være sidste chance for at se efterårsløvet hænge på træerne.

Farverne på træerne er faretruende brune her ved Vestforbrænding. Så det er sidste chance, hvis du skal nå at opleve dem.

På vej tilbage langs Åen møder jeg hvad jeg altid har opfattet som et tegn på vinter: Silkehaler. Eller rettere, en silkehale. Så måske gør den ingen vinter.

Silkehale ved Vestforbrænding.