lørdag den 20. oktober 2012

Vestvolden mellem Kagsmosen og Jyllingevej

Samme år jeg blev født gravede Forsvaret ved Vestvolden. Det vidste vi ikke noget om. Faktisk var der ikke ret mange der vidste noget om det. Heller ikke i 1989, da Skov- og Naturstyrelsens udsendte sin folder om Vestvolden. Folderen har ellers meget detaljeret kort over strækningen fra Jyllingevej til Roskildevej. Men på den inderste side (den ind mod byen) og ned til Ejbybro er der ikke aftegnet noget. Stien ser ud til at slutte ved Jyllingevej. Det ser ud som om man skal gå over på den anden side af Vestvolden, og herefter først kan fortsætte efter Ejbybro.

Jyllingevej set fra nord mod syd fra Vestvolden. På den anden side af vejen ligger en skov, og også en sti! Men ikke ifølge kortet. Her skulle man nu krydse Vestvolden og fortsætte på den anden side. Men drejer man kameraet til venstre, vil man opdage at der er en ganske udmærket sti.

Jeg blev derfor boget overrasket over at der faktisk var en sti her, ganske udmærket endda, og den så ud som om at den var ret gammel. Jeg har ikke været i dette område i over ti år. Men før da cyklede jeg ofte langs Vestvolden her. Og lokalkendte vil naturligvis også have gættet at jeg - lidt tilfældigt - havde opdaget Ejbybunkeren. Københavns Luftforsvars hemmelige kommandocentral 1954-1971. Området forblev indtil 2005 Forsvarets. Hvorefter det blev overdraget Naturstyrelsen. Så kortet kunne naturligvis ikke vise bunkeren.

Her er den så, Ejbybunkeren. Idyllisk placeret mellem høje træer og fredeligt græssende får. Der kommer ingen vagter med forfærdede ansigter efter en. Højst en storsmilende museumskustode som forsøger at sælge billetter. For bunkeren er nemlig nu blevet en turistattraktion. Bl.a. under Golden Days.

Mens vi boede i København, arbejdede der folk her med store computere som blev brugt til hemmelig militær kommunikation. Uha, uha. Ifølge hjemmesiden "(vidste) selv de nærmeste naboer ikke, hvad foregik, og rygterne svirrende – om hemmelige underjordisk tunneller, skjulte atommissiler og en direkte telefonlinje til den amerikanske præsident!". Det er snart Halloween.

Indlægget her skulle ellers mest have omhandlet den knap 3 kilometer lange strækning på Vestvolden fra Kagsmosen til Jyllingevej. Stien på ydersiden væk fra byen kan anbefales løbere og vandrere. På indersiden er stierne ofte helt groet til hvis ikke man vælger at gå på den lidt kedelige asfalterede sti bag ved volden.
 
Her et skud tæt på Ejbybro fra ydersiden af Volden. Det er muligt at gå tæt på vandet på hyggelige skovstier.

Men det er muligt at gå langs vandet på begge sider. Og stierne er nogle af de smukkeste. Kun larmen fra vejene bryder illusionen om at gå dybt inde i en skov.

De er nået pænt langt med bassinet, som jeg skrev om tidligere. Hvad det hele skal være godt for - det er der vel nogen som tager hånd om. At grave et hul er i hvert fald helt klart ikke bare noget med at grave et hul.

På hjemturen gennem Kagsmosen kaster jeg også lige et blik på hvor langt de er nået med bassinet.