torsdag den 4. oktober 2012

Mileparken og Skovlunde Bypark

Egentlig var det meningen at jeg ville tage Sømose Å nordpå, i stedet for sydpå som forgangne weekend. Men det har regnet hele natten, og jeg havde ikke regnbukser på. Tanken om at bane sig vej gennem meterhøjt vådt græs, fik mig til at tage Plan B i stedet for. Nemlig fortsætte ud af Mileparken til Skovlunde Bypark, som på Kraks kort er det pænt stort grønt område.

Det var egentlig hensigten at jeg ville prøve at forcere Sømose Ås venstre bred ud mod Sømosen, men i det fjerne skimtes meterhøjt vådt græs, og jeg vil ikke udsætte mit helbred for det.

Parken byder dog ikke på de store vandreoplevelser, med mindre man er til agility-øvelser op og ned af den samme bakke i en uendelighed. Udsigten er ikke engang noget særligt fra toppen af bakken. Den må vel betegnes som for hundeejere og småbørnsfamilier. Ikke nogen kritik af det, blot til advarsel for vandrefugle.


Her er udsigten fra højen i Skovlunde Bypark. Meget mere har parken ikke at byde på. Der er en lille sandkasse for børn og en pergola med et halvt tilplantet bed foran. Det er sikker helt fint for lokalbefolkningens hundeluftere og småbørnsfamilier - dem var der allerede mange af her en årle torsdag morgen.

Vejene derud er heller ikke særlig spændende. En af dem er Ballerup Boulevard som er et stort trafikinferno, en anden er Mileparken som på hverdage også er ret trafikeret.

Fortovet langs Ballerup Boulevard er helt overgroet med græs, og busken hænger langt ind over det. Det kan jeg egentlig godt forstå. Hvem pokker går dog tur her? I baggrunden Vestforbrænding. Vejen lagde navn til en udmærket forstadsfilm fra 1986.

Mileparken er værd et besøg, måske bedst i stilfærdige weekender. Vejnavnet har også givet navn til et stort industriområde med snesevis, hvis ikke hundrede små og mellemstore virksomheder. Hvis du googler Mileparken, vil du hurtigt opdage at der kommer side efter side med virksomheder. Kedeligt, ville nogen måske mene. Men tænk på at de industribygninger som er på Christianshavn og Holmen nu er nogle af Københavns mest prisbelønnede og dyreste boliger.

Her er en af de industribygninger som jeg godt kunne forestille mig om nogle årtier, måske århundreder kunne bruges til fx et plejehjem eller sidste stop for senildemente. Eller nogle penthouselejligheder til outrerede fremtidige yuppier. Hvem ved. Billedet er ikke fra i dag, men i søndags.

Mileparken kan ikke på samme måde hamle op med gigantbyggerier på Holmen. Men netop de små unikke kontor- og fabriksbygninger kunne måske engang ende som Holmen eller Christianshavn. Bygninger som for hundrede år siden jo også i arbejderlitteraturen er beskrevet som dystre og mørke. Det kan man ikke sige om Mileparken.

Her så et kik ned ad vejen Mileparken. På hverdage er der en del aktivitet når virksomhederne holder åbent. Hvis du ikke kan klare biltrafik, så kom i weekenderne. Da er kvarteret stort set mennesketomt.

Så skulle jeg måske også lige nævne at dette var debut for vandringshatten fra Spejdersport. Jeg fik et tilskud fra kollegerne i Solvang til mit 25 årsjubilæum på  biblioteket sidste mandag. Her poserer jeg på kontoret for Sune.

Vandringsmanden prøver her vandringshatten for første gang på kontoret. Det er Sune, som står for eviggørelsen.

Hatten viste allerede sit værd, eftersom den effektivt holdt briller og nakke fri for en ubehagelig byge. Der er lidt glad sydtysk tyrolerstemning over den, synes jeg. Selv om det er en amerikansk Stetson.